JESU LIVi danske kalkmalerier
JESU LIVFORORD af James Mellon
Den danske folkekirke ejer en af Europas største kunstskatte. Mere end 400 af de godt 1700 middelalderlige landsbykirker rummer betydelige rester af Middelalderens kalkmalerier, som ikke alene fremstiller krφstendommens historie, men også giver et levende indtryk af danskernes livsanskuelse gennem fire århundreder.
Disse billeder er enestående. Intet andet land har bevaret så meget. Billeder fra det Gamle og det Ny Testamente, billeder af helgeners liv og død, billeder af legender, som ikke altid er helt i overensstemmelse med kirkens laere og de hellige skrifter, men først og fremmest billeder der udtrykker en overvaeldende livsglaede og fantasi. De blev malet Gud til ære og menigheden til frelse, en slags andagts- og larremiddel for at almuen skulle blive fortrolig med Bibelhistorien og troens hjørnestene. Men de blev også brugt som en uudtømmelig kilde til inspiration for hele det danske folk, som havde dem for øje hver eneste søn- og helligdag.
De danske kalkmalerier kan bedømmes som kunst eller fortolkes som historiske vidnesbyrd eller opfattes som en vigtig del af Danmarks kulturarv. Men hvorfor ikke betragte dem så at sige sidelæns? - ikke så meget som kunst eller historie eller kultur. Lad os se på dem som illustrationer til en historie som alle kender og hvis virkelighed og sandhed slet φkke er afhængig af billedernes tiltrækningskraft. Det er sådan danskerne har betragtet dem gennem århundreder. Og det er derfor jeg i denne bog har forsøgt at sammensætte et udvalg af disse vidunderlige billeder i form af deres skildring af Jesu liv.
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede!" Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige."
Maria sagde til englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." Englen svarede hende:
"Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud." Da sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende.
Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dΘr, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med Θt var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!"
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne." Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn."
Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: "Herre, den, du elsker, er syg." Da Jesus hørte det, sagde han: "Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den."
Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: "Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig." Jesus sagde til hende: "Din bror skal opstå." Martha sagde til ham: "Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag." Jesus sagde til hende: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?" Hun svarede: "Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden."
Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder på dig." Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: "Herre, havde du været her, var min bror ikke død." Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: "Hvor har I lagt ham?" "Herre, kom og se!" svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: "Se, hvor han elskede ham." Men nogle af dem sagde: "Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?"
Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: "Tag stenen væk!" Martha, den dødes søster, sagde til ham: "Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag." Jesus sagde til hende: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: "Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig." Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!" Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: "Løs ham og lad ham gå."
Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham. Jesus sagde til ham: "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?"
Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. ....
Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: "Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?" De råbte tilbage: "Korsfæst ham!" Pilatus spurgte dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Korsfæst ham!" Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet. Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: "Hil dig, jødekonge!" De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster." Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. DΘr skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."
Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,